Prelude, dude

So it is down to the last call. The speaker announces that the doors are closing in two minutes for Ashley, Miriam, Peter and Garcia. San Francisco Airport is not the place to be complacent about you time. Therefore, Casper and I are already here, two hours before take off.

Let me start by making one thing clear: It has been a great pleasure. A pleasure of fun, learning experiences and good old plain hygge. I cannot honestly say I remember everything, but I can only blame the fair bartenders of The Velvet Cantina for any lack of memory. I will see you all in hell – the place where your rum “and” coke-drinks will be too tough for the crowd, including the old fire-blazing, tri-fork poking, horned bugger himself. Ach, I am going to miss that place (I am not referring to hell). Apart from these glimpses of nothingness in my memory, I will definitely remember most of the last three month until I become hunted by Alzheimer’s and everything reverts to the 90’s.

Me English speak

In honor of the people with who we have shared the experiences of these last three month, I am trying to write this post in the obscure and inadequate language of English. Why have you people still not invented a word for “hygge”!?

Since this is only my second language, please excuse me. Those of you who have heard me and Casper speak German, might even argue that English is only our third language, JAAAH!? Aber, this post will be written with the grammar of an early school-child, yet also with the overly self-confidence of an early school-child. My only help is the in-build Microsoft Word Dictionary, the well-intentioned but even more childish Google Translate and two free shots at a Danish online-dictionary. Consequently, I know what I am trying to say, but I might not know what I am saying. Use that knowledge well, my friends. Bring it forth in times of reading trouble to explain anything that might sound irrational or just plain stupid. Do not weigh whether it is the language barrier or my actual intelligence that stands to blame. Always blame the language barrier. Please.

Beautiful people are loved by Oprah

Anyway, as go for you people, the Americans of our journey, you are all one or more of the following:

• Above average intelligent
• Above average humorous
• Above average empathetic
• Above average open-minded
• Above average a lot of other things

None of you have been tightfisted, which is a wonderful word I just learned from my dictionary this very moment. Be aware, though, that this is ‘above average’ on an American scale, as everyone in Denmark possesses all good traits of the human repertoire. That is true, because Oprah said so. Or almost said. It could definitely be the reason why we are so happy. Given that it is not that we are just jollying ignorant. And maybe even tightfisted…

Well, there is no reason to be speculating about these kinds of things at this time of day of the year. Or actually, maybe there is, as the darkness and the cold of the autumn slash winter seems to bring people to philosophize, but at least there is no reason to be rambling on about it. Except for failing to stop typing, which I feel obligated to, because this is my only post in English. Still, rambling will be pretty much in line with the content of the Danish posts.

The good part – goodbyes

Another good thing about the rambling is that it postpones the actual purpose of this post. Saying goodbye, good luck, thanks for everything and see you later. Now, with the revelation of the true truth behind the nonsense, let us get down to business.

Someone once said (at least in Danish): Every time you say goodbye, you die a little. For the most parts, that is bullshit. The only reason you might feel like you die a little, is because you have been enriched by something which it hurts to be parted from. So it is actually your feelings telling your mind that this should not be a final goodbye. That is why a sad goodbye is really one to feel happy about. And vice versa, as a happy goodbye is sad in its lacking sadness. At least in retrospect.

Obviously, all of this is simplified, but I am merely a pocket philosopher, not the frickin’ Aristotle. Anyhow, I will enjoy my mood of sadness with the spirit of a pure sadomasochistic mind.

Cheers, salut, skowl (skål) and take care, everyone.

Flere billeder = Tryk på “Keep reading –>” herunder.

To gange har jeg taget turen til Golden Gate Bridge. Første gang var en heldagstur, hvor jeg først ikke kunne finde den rigtige bus, gik forkert og vandrede i timevis for at nå frem til broen ved 22-23 tiden, hvorefter jeg tog den forkerte bus (men også den eneste bus), så jeg endte et sted i det vestlige San Francisco og måtte hele vejen uden om Twin Peaks for at komme hjem til gode gamle Mission. Det blev til en 9 timers tur.

Anden gang var med Erik og følgeligt under noget mere ordnede forhold. Vi nåede sågar over  broen, så vi fik billeder af den fra den anden side.

Jeg føler mig nødsaget til at vise mange forskellige billeder af broen, fordi den har så mange forskellige personligheder alt efter hvilke knapper man drejer på i sit billedredigeringsprogram… og naturligvis tid på dagen, vinkel, røde fotoner i luften, etc osv.

Afsked er altid fyldt med følelser. På vej ud af Albuquerque med kurs mod Los Angeles består de følelser af zzzZZZZZZz…

Træthed, primært. Vi er nu nået til Los Angeles efter endnu en tur med Greyhound-bussen. Jeg vil kun fortælle om en enkelt oplevelse fra busturen. Efter at have krydset grænsen fra New Mexico til Arizona, steg grænsepolitiet om bord ved det første stop i staten. To mænd i uniformer og med kasketter gik bussen igennem og spurgte hvor de rejsende var fra. Tre-fire gutter kunne ikke vise tilstrækkelig dokumentation og var meget sparsomme med at forklare sig på engelsk og blev derfor bedt om at stige af bussen med deres bagage.

Sprint for frihed

Alt foregik i rimelig ro og orden, indtil den ene pludseligt besluttede sig for at efterlade sine tasker og spurte for frihed. Mens de rejsende heppede ham af sted med tilråb som ”go, go, go” og klapsalver, spænede han hele vejen over busholdepladsen med et stort grin over hele ansigtet, og en betjent fra grænsepolitiet lige i hælene. Om ikke for hans lovlydighed, kan man rose ham for at flygte med en frisk attitude, selv om det perspektiverne så rimeligt kortsigtede ud med få egnede gemmesteder i den lille by. De andre blev kropsvisiteret og gennet ind i grænsepolitiets biler, stadig i rimelig ro og orden. ”Jaja, vi ser dem alligevel igen om et par uger,” kommenterede den ene betjent, da en af de andre rejsende bad dem om at behandle de illegale respektabelt.

Desværre…

I mellemtiden kørte en anden af bilerne efter flygtningen for at hjælpe betjenten der havde sat efter ham til fods. Det lykkedes grænsepolitiet at fange ham og bringe ham tilbage i bilen. Det eneste offer i hele maskeraden led betjenten der havde sat efter flygtningen til fods, og det var kun af materiel karakter. Han vendte tilbage uden kasket. Hvad der er hændt med kasketten, er desværre en løs ende som fantasien må håndtere. Mit bud er at han har smidt den i arrigskab og trampet den til laser.

I sidste uge pakkede Casper, Chris og jeg Chris’ bil med et snowboard, fire kameraer og en flaske vin og satte kursen mod New Mexicos hvide ørken, White Sands. Efter masser af oplevelser som har været centreret omkring andre mennesker, var det på tid at få oplevet noget natur. Bare tre mennesker i en ørken, på vej ned af klitterne i solnedgangen, nøgne på et snowboard. Altså ét snowboard og én af gangen. Ikke alle tre på samme snowboard på én gang.

Efter en omvej omkring det amerikanske militærs White Sands Misile Range, og efter at Chris introducerede os alle tre som amerikanske statsborgere til en betjent ved et checkpoint, ankom vi til White Sands en times tid før solnedgang.

De hvide klitter i White Sands strækker sig som knolde på en pukkelpist for kæmper langt ud i horisonten og slutter i et bjerglandskab i profil. Den er meget hvid. Kridhvid. Eller papirhvid. Vi fandt en god klittop et par hundrede meter inde i landskabet, hvor vi snowboardede ned af siderne, inden vi satte os og nød solnedgangen gå ned bag bjergene og farve himlen i alle mulige nuancer af farvespektret.

Fænomonalt: Naturen og mine billard- og Wiievner

Inden lyset blev tændt

Da vi mente at solnedgangen var overstået, samlede vi vores ting og begyndte at gå tilbage mod bilen. Men pludseligt ændrede alt omkring os karakter. Det var som om at lys sprang frem fra alt omkring os. Som om at lys blev tændt under sandet, i bladene på buskene og bag skyerne. Naturens kan være overvældende, når den blotter sine ukendte fænomener for én. Monstrøs og blændende, uoverskuelig og betvingende.

Efter lyset blev tændt

Fænomenet som måske minder om nordlys, hvilket jeg aldrig har set, varede 5-10 minutter inden mørket igen faldt på. Vi var ikke de eneste på stedet og alle var tydeligvis bragt i ave, og der var en vis utalt fællesskabsfølelse ved oplevelsen som sad længe i mig. Faktisk helt indtil vi nåede Las Cruces og fik en øl mystiske tequila-kombinationer som endte med at jeg tævede alle i billard og senere næste morgen i Wii. Jeg er sikker på at de stadig taler om mig. Tit og længe.

Arnold Schwarzenegger er den visuelt mest fremtrædende af Anders Foghs indre mennesker.

Det er en endegyldig sandhed at inde i alle mennesker er der en masse andre mennesker. Hvis man kigger og lytter godt efter, kan man nogle gange gætte sig til hvilke mennesker der gemmer sig inde i en person. Nogle gange er det faktisk ret let. For eksempel er blandt andet Arnold Schwarzenegger og et af Tim Burtons rumvæsner fra Mars Attack inde i Anders Fogh Rasmussen, hvilket man nemt kan se og høre.

Anders Bircow og Eddie Skoller er inde i hinanden, og inde i Amin Jensen er Stig Rossen og en større del af Danmarks befolkning.

Sådan ser Caspers hår ikke ud længere

Til tider kan det være svært at gætte sig til hvem der er inde i andre, ja endog hvem der er inde i én selv. Hvis du ikke lytter til signalerne indefra, kan du leve et helt liv uden at vide hvem der træffer dine beslutninger for dig. Men nogle gange kommer personerne frem helt af sig selv. Det var hvad der skete for Casper for et par dage siden, da Henrik Voldborg pludseligt sprang frem fra hans indre og tog kontrol over hans krop.

Casper havde besluttet sig for at trimme manken. Han havde sat trimmeren på den længst mulige længde og stod i sine egne tanker, mens han kørte maskinen gennem håret. Rystede hår ud af trimmeren. Kørte maskinen gennem håret. Dyngen af hår i vasken voksede støt, mens Casper begyndte at dagdrømme.

Trimmeren brummer og Casper forestiller sig på en bjergvej, langs vandet og i strålende solskin, kørende en åben Chevrolet Camaro. Mens trimmeren tager fat i håret på Caspers hoved, skifter han gear i Camaroen ved at vifte nonchalant med den ene hånd og rulle øjnene (Casper har aldrig prøvet at skifte gear). Ved siden af ham sidder Chewbacca og gør sig lækker.

- Arhajnej Chewbacca dooog, fniser Casper indvendigt, mens han ryster trimmeren for hår.

Håret sidder fast, og Casper stopper sin Camaro for at tage afstandskammen af trimmeren. Han holder på kanten bjerget med udsigt til det brusende hav, og mens han lægger kammen på bordet, lægger Chewbacca sin lange lodne arm om Casper med en lystig, anstrengt hylen.

- Nej, Chewie, du ved at jeg går ud med Catwoman. Hihihi, ej stooop Chewie, griner Casper, da Chewbacca prikker Casper i siden og kilder ham under armene.

Pludseligt hopper Catwoman op på førersædet, kigger på Casper med sine katteøjne og siger:

- Det er okay skat, bare læn dig tilbage i sædet. Jeg styrer det herfra.

Han ser ellers så rar ud...

Catwoman sætter Camaroen i gang med en drøn, dagdrømmens Casper pjatter med Chewie, mens virkelighedens Casper ubekymret sætter trimmeren mod hovedbunden. Pludseligt dukker Henrik Voldborgs ansigt op foran Camaroen. Svævende og mange gange større end det burde være. Henrik Voldborgs ansigt skærer en hånlig grimasse og bryder ud i en ond latter, der pulveriserer Catwoman, Chewbacca, Camaro. Volborg peger på sin isse.

- Så du vil gerne være ligesom mig, hva’ Casper. Jamen, velkommen i klubben! Muuuahahaha!

Casper har glemt at sætte kammen på trimmeren. En sti er slået igennem hans hår. 5 centimeter bred og 10 centimeter lang. 0 centimeter høj.

I dag er Casper skaldet og i en vedvarende forsoningsproces med sin indre Henrik Voldborg.

Som en vigtig hale på historien, skal I vide at det ikke nødvendigvis behøver at være traumatisk, når ens indre mennesker titter frem. Jeg har for eksempel dannet et fortrinligt partnerskab med Baron von Münchhausen, kendt fra filmen ”Verdens største løgnhals”. Det har blandt andet hjulpet mig over svære barrierer, som for eksempel at jeg intet kender til indholdet af Caspers dagdrømme. Men de er da mærkværdige, ikke?!

 30 timer tilbage

Afsked er altid fyldt med følelser. Denne morgen hvor tågen endnu engang indhyller San Francisco og Bay Area i sit slør, er det sørgmodighed, lettelse og forventning jeg føler. Bussen brummer sin monotone rytme, og langs hovedvejen ligger Oaklands gader stille, som om den var en filmby før de første møder på sættet.

Turen på vej til Greyhound-stationen i Oakland var hektisk, fordi bussen ikke kunne køre over Bay Bridge der er lukket. Et stykke af broen var eftersigende røget af og havde ramt en lastbil. En acceptabel årsag efter min mening.

Alt godt og blandet

Bussen er fyldt op med en god variation af mennesker. Der er de to forfjamskede på grænsen til paniske asiatiske tøser som vi mødte på vejen. De er de ved at blive hyret af en asiatisk/mexicansk kvinde, som vil have dem til at undervise i kampsport. Det er i hvert fald hvad Casper har opfanget af historien, fra vores pladser et par sæder bag ved dem.

På sæderne foran dem sidder en stor madamme med hockeyhår og et næsten intakt tandsæt. Madammen snakker på tværs af midtergangen med en stor, nydelig skaldet mand som har med soul i stemmen. Der er noget i luften.

På den anden side af midtergangen fra os sidder en ældre herre i hættetrøje og kasket og holder et stykke papir i hånden. ”Westbank”, står der. ”My Accounts”. Sådan sidder han længe. Jeg kan ikke se hans ansigt, men jeg tænker at han tænker. Han tænker over den beslutning der har ført ham hertil, hvor han sidder og kigger på sine finanser på vej mod Los Angeles. Der er noget melodramatisk over en busrejse mellem to byer, der begge er store nok til at man kan leve et helt liv i den ene uden nogensinde at besøge den anden. Måske er det netop dét, denne ældre herre er i gang med. At slutte ét liv i San Francisco for at begynde et nyt i L.A.. Spændende.

28 timer tilbage

Madammen med hockeyhåret og næsten-tandsættet har sneget sig over ved siden af Soulman.

27 timer og 55 minutter tilbage

Madammen sidder og masserer Soulman i hovedbunden.

27 timer tilbage

Caspers spionfoto af Madammen

Landskabet omkring San Francisco er kun spændende i en kort periode. Øde områder med pletter af tørre buske kilometer efter kilometer. Rygtet siger, at det er umuligt at sælge et luftfoto af dette landskab, fordi du lige så godt kan tage et billede af et slidt gulvtæppe.

Soundtracket til gulvtæppet er en konstant brummende lyd af dæk mod asfalt. Monotonien er farlig for tankerne. Du opdager det ikke før du sidder i en dagdrøm, hvor en ældre herre er på vej til L.A. for at finde sin fortabte søn, 2 spinkle asiatiske piger sidder bagbundet i en ørken og forbander deres naivitet der fik dem til at tro at nogen ville hyre dem til at undervise i kampsport, og hvor en stor madamme og soulman dyrker vild sex på det lille lokum bag i bussen. Det sidste er ikke nemt når manden kunne have taget russerens plads i Rocky IV, og kvinden kunne have spillet hans storebror. Det er lidt som at forsøge at proppe en Sankt Bernhards hund ned i en håndtaske. Eller som to næsehorn der slås i en telefonboks.

Jeg forestiller mig stemningen der ville sænke sig over bussen. Halv pinlighed og halv fnisen. Nogle ville nok blive forargede, men seancen ville helt sikkert fortsætte til ende. Ingen blander sig i 250 kilos intens elskov. Det vil være som at forsøge at stoppe en tyr i brunst fra at knalde dine køer. Det eneste du vil få ud af det er smerter i bagklappen og en nominering til Zoofili-masochistisk Forenings årlige prisuddeling. Hvis du ikke kan modtage prisen med rank ryg, så bliv hellere væk. Hold dig væk fra det hele. Frys blikket på landskabet og tæl bakker. Der eksiterer kun bakker, dæk mod asfalt og dit dybe åndedræt. Du hører ingen unormale lyde fra bag i bussen. Det er bare søstrene Williams der spiller tennis på toilettet. Helt normalt.

Forbandede dagdrømme. Meget mere underholdende end virkeligheden.

25 timer tilbage

Buschaufføren jager os ind i bussen. Vi venter 5 minutter. Måske 10. Buschaufføren kommer slentrende ud af Burger King med en kæmpecola. Står og hænger lidt. Forsvinder ind på Burger King igen.

24 timer og 50 minutter tilbage

To nye rejsende udgør et sært par. Den ene af dem er klædt som en rig cowboy i pæn skjorte og kridhvid cowboyhat. Hans makker er beskidt i hovedet, slæber rundt på en sort skraldesæk og et vanvittigt udtryk. Store øjne og åben mund der griner barnligt og psykotisk. Han ligner én der lige har parteret en Burger King-medarbejder og følt adrenalin for første gang i sit liv. Jeg får øjenkontakt med ham, mens de møver sig ned gennem midtergangen. Jeg kigger væk 2 eller 3 gange, men hver gang jeg kigger op glor han stadig på mig med samme udtryk. For første gang på busturen er jeg glad for at have Casper med. Når han havde sat sig på sædet ved siden af mig, ville jeg have følt mig både meget utryg og forpligtet til at studere indholdet af hans skraldesæk. Men der sidder Casper heldigvis. I guder… hvad gemmer der sig i den skraldesæk? En anden del af den samme sandhed som gemmer sig i hans ansigtsudtryk? Og så hans mistænkeligt velklædte makker. Slagteren og Skødehunden. Viva la Loco!!

23 timer tilbage

Casper sidder med høretelefoner på og hører musik. Engang imellem siger han noget, som jeg er tvunget til at høre, men siger jeg noget tilbage drukner det i musikken.

- SE hvordan de krymper sig, siger Casper.

Soulman står og roder i sine ting på hattehylden over de to forfjamskede soon to be-kampsportspiger. Pigen tættest på midtergangen læner sig langt indover sin veninde. Casper er forarget. Han er blevet til Erik fra Erik og Else. Men jeg nægter at spille Else. Han har jo ret. De er sociale skeptikere. Det oplevede vi allerede da vi mødte dem i BART (metroen), hvor de tripletjekkede alt hvad vi sagde, selv om vi reddede dem fra at stige på det forkerte tog og udstrålede rolig autoritet. Det mener jeg da at vi gjorde. På den anden side er det vel sundt at være lidt skeptisk, og jeg må indrømme at jeg stadig er lidt skeptisk over for Slagteren og Skødehunden som sidder et par sæder bagude.

Vi triller ind mod L.A. Første skiftestation på turen. Soulman har netop forsøgt sig med at lægge armen om madammen, men trak den til sig igen. Åh ungdommelige kærlighed, hvor blev du af.

22 timer og 30 minutter tilbage

Hvor roller bliver afsat og sladder bliver plantet. En Café i L.A.

Los Angeles lugter af lokum. Husene er små og flade og omkranset af haver!? Alt er ligesom lavere i L.A. Selv palmerne er trykket flade, og de få der har vokset sig høje, er visne i toppen. Men det giver mening. Det er trods alt fra det luftlag, at indbyggerne suger deres ilt. Næsen i sky og benene langt fra jordbundne. Det er svært ikke at have en forudindtaget holdning til L.A. efter to måneder i San Francisco…

21 timer tilbage

Vi er på vej ud L.A. Husene og træerne er blevet større. Men det er stadig en lorteby og alle er dybt arrogante. Især manden ved billetkontrollen.

- European accent, ey. Where are you from, spurgte han og vi svarede ærligt.

- Oh that’s great, enjoy your stay, svarede han tilbage. Det var ikke nemt at fange sarkasmen, men den var der. Gemt i det store smil og de venlige øjne. Psssh… L.A.-arrogance.

Farvel kære britiske Alicia som du vist nok hed. For normal til at få en rolle i historien, men bemærkelsesværdig nok til at blive husket uden.

17 timer tilbage

Det er mørkt, men vi er stoppet et bedrøvende kedeligt sted for at samle nogen op. Et eller andet foregår, som vi er på vej til at køre. ”There was a white guy. He put his luggage under the bus,” er der en der råber til chaufføren som er på vej til at køre. Efter lidt snak frem og tilbage beslutter hun sig for at holde køreplanen. Men der kommer altid en bus mere. Med en destination mere. ”He’s gonna get on the wrong daaamn bus,” råber sen samme passagerer.

? timer tilbage

Phoenix. Stadig nat. Bussen er til eftersyn, og vi har fået at vide at vi skal tage vores ting med ud, hvis vi vil være sikre på at se dem igen. Så det har vi. Bortset fra resten af vores hjemmesmurte sandwiches der holder vores plads for os.

#!"%#& høretelefoner!

Ude blandt rygerne går snakken på I-Pods. Vi er mig, en grinende dame, en countrylegende look-a-like og et par andre. Countrylegenden vil have en I-pod. 500 terrabyte. Og han vil lære at hacke. Finde ud af hvem der dræbte JFK. Inde i ventehallen virker halvdelen af mad- og drikkeautomaterne, og det ene TV er tændt, men forbindelsen lider af digitale forstyrrelser – det moderne sne på skærmen. Der kører et komedieshow hvor den ene dame hele tiden rejser sig op og gentager sine egne punchlines i et hysterisk toneleje. Det ligner mest af alt en parodi på sig selv.

Omkring 13 timer tilbage gætter jeg på

Vores Sandwich var forsvundet. Smidt ud som skrald eller grådigt bortført.

Indtil nu har vi haft venlige, imødekommende og delvist sjove chauffører. Men nu lærer vi disciplin. Vi har fået ny chauffør i Phoenix og han er ved at gå reglerne igennem:

- Zero tolerance towards aggressive behaviour.

- Do not yell at me.

- Watch your language. No profanities.

- I repeat: Do not yell at me.

- If you’ve got nothing to say, then don’t say it.

Her er virkelig en chauffør der værner om vores nattesøvn. Bortset fra når han selv gentager alle reglerne fire gange med lyset tændt. Og når han igen tænder lyset straks efter da der er én der drister sig til snak.

Få timer tilbage

Solen skinner. Der er ikke en sky på himlen og New Mexicos bjerge toner frem i horisonten. Vi sidder på nogle sæder bag en tankstation i Las Cruces. Det er sidste skifte inden Albuquerque. En fyr på vores alder med skægstubbe og store høretelefoner om halsen sætter sig ned et par sæder væk.

- Hvor skal I hen, spørger han straks.

Albuquerque. Nå, også han. En noget yngre fyr kommer hen og spørger os hvor vi skal hen. Albuquerque. Fedt, det skal han også. Han henter sin tasker. De er dekoreret i militærgrøn camouflagefarver. Han har lige bestået Boot-Camp. ”Tillykke, ” siger jeg, selv om jeg ikke rigtigt ved om det er det rigtige ord, for jeg ved ikke hvor det fører ham hen, og hvor han gerne vil hen. Men han virker glad.

Fyren med hovedtelefonerne slutter sig til samtalen ved at spørge, om den unge gut er i militæret. ”Thanks,” siger han efter at have fået svaret og stikker næven frem. Det er vist med en blanding af høflighed og respekt.

Den unge gut er faktisk ung. 18 år. Han fortæller lystigt, om hvordan hans officerer har behandlet ham med ankelspark og anden autoritativ udøvelse. Han er glad for at være kommet i militæret, fordi han kan sende penge hjem til sin mor, far, søskende og bedsteforældre. Om nogle måneder kan han blive sendt til Irak eller Afghanistan. Gammel nok til at håndtere en M16-maskinpistol med ansvar for sit eget og andres liv, men ikke gammel nok til at drikke alkohol. Men det er jo selvfølgeligt hans eget frie valg, hvor graden af ‘frihed’ afhænger af de alternativer man har…

Men i det mindste kan han stemme på eller imod dem der sender ham i krig. Det fik dem under 21 år lov til i 1971. Men der havde dødstallene toppet, og USA var stort set på vej ud af Vietnam.

Kærester og krig

Selv om bussen er forsinket er stemningen god. Alle deler ud af alt med alt og alle, og bidder af livshistorier bliver delt. Den unge gut fra militæret har en kæreste i Santa Fe. De har været kærester i fire år og hun er også 18 år gammel.

- I don’t get her, griner han.

- I get other girls, but not her.

Det ene øjeblik lyder hun ligeglad i telefonen, men det næste øjeblik råber hun desperat for at få ham til at blive hængende i røret. Han glæder sig til at se hende.

Gutten med høretelefonerne er 26 år og har aldrig været i militæret. Han tror ikke på det. Hverken på krig eller politikere. Det fortæller han den unge gut der lytter til ham.

- Keep your head high and do your job, but don’t believe the propaganda, siger han.

Den unge mand er selv på vej ind i en potentiel krigszone. På vej til Albuquerque for at se en kvinde han har mødt på nettet. Som bor sammen med en kæreste. Og som ikke ved han kommer.

Læs om efter vi er ankommet til Albuquerque: I kernefamiliens trygge rammer

Farvel San Francisco

Efter vi forlod kælderen i San Francisco og vores værter Sarah, Dave og Jazz (hunden), fik drukket farvel-og formentligt på gensyn-rom og cola med Cyrus, Kevin fra Maxfield og bartenderne på Velvet Cantina Pete, Grant, Darius, Allegra og så videre, efter at have sagt farvel til den snakkesaglige kioskmand som omhyggeligt udvalgte mine opmagasineringscigaretter ud efter om de var udstyret med rabatkuponer på 50 cent stykket, og efter en sidste løbetur efter bussen (Det var IKKE min skyld… selvfølgelig var det det, Casper er så punktlig) sidder jeg nu i en to-etagers villa i et fint republikansk kvarter og færdiggør den længste sætning jeg har skrevet inden for de seneste tre måneder. Efterfulgt. Af den kortest. Og så en indånding og et linjeskift.

Måneopgang fra villaaltanen

Nu bor vi med vores nye værter i en formidabel villa i Albuqaerwuer. Jim og Susan og deres døtre Symone og Kirstyn udgør vores lille kernefamilie. I modsætning til resten af nabolaget er de demokrater, så her er der ingen naboer der kommer rendende. Til gengæld har de mad i køleskabet, mad i fryseren, mad i skabet og varm mad på tallerknerne. Det er sandelig nye tider for os. De har også et lunt tv-rum med en stor blød sofa. Her sidder jeg, sunket ned et sted mellem et unødvendigt antal af puder. Jeg overvejer at udsende et mayday, men jeg kan ikke udpege mine eksakte koordinater. Kun rapporterer at de er bløde og behagelige.

Opråb til den indre eventyrer!

Man of the Mansion

Nå, jeg kan lige så godt sige det som det er. Efter snart 10 dage er der ingen tvivl i mit sind. Kernefamilien er bomben! Glem det der med at skulle ud og ”opleve verden”, ”møde nye mennesker” og ”udvide din horisont”. Find dig en passende mand/kone, byg dig et hus med soveværelser til alle, to badeværelser, en altan, en terrasse, et køkkenalrum, et læse-, lytte- og glorum og fyld det med hårde hvidevarer, bøger, katte, elektronik, klaverer, puslespil og… kærlighed… Og byg det for guds skyld i et rigt kvarter beboet af mennesker der stadig tror at en rigtig amerikaner er hvid.

Dona's of the Domus

Nåja bevares, husk i hvert fald at nævne for alle dine naboer at du synes Channel Fox er en gang manipuleret ævl, og at du har drukket dig stiv med Bill O’Reilly, som holdt et langt passioneret foredrag om den nøgne mandekrop. Gå gerne i detaljer, bare sørg for at de ikke kommer rendende i utide. Det er mental Feng Shui. Kernefamilien er bomben. Ingen tvivl. I hvert fald er det lige præcis hvad vi har brug for efter to måneder i en kælder i San Francisco. Man fristes næsten til at lægge sig i fosterstilling og stikke tomlen i munden. Moar!?

Arbejde, bestyrelsesmøder og dvd(‘er)

Nå, nok om det. Vi skal kun være i Alvergvørke i to uger, så det gælder bare om at nyde kernefamilien så intenst, at det bliver med en teenagers glæde at vi forlader den.

Ingen grund til bekymring... Det skrider fremad...

Hver dag tager vi med Jim på arbejde, køber eventuelt en kop kaffe og sætter os ind på vores kontor. Efter at have spist frokost og siddet på vores kontor i nogle timer mere tager vi hjem. Engang imellem tager vi til bestyrelsesmøde, sidder i udkanten og betragter og klapper behersket, når der en sjælden gang skal klappes. Når vi kommer hjem samles vi alle i køkkenet og snakker om dagens begivenheder, og om hvad det lige er der er med danskerne og amerikanerne og alle de andre mennesker. Så spiser vi middag sammen og mig og Casper lister ind og ser en dvd eller to eller tre eller fire.

Ona og hendes 25 baljers økosystem

Okay, vi har lavet lidt forskelligt. I sidste uge besøgte vi Ona, Caspers værtinde fra sidste gang han var i Adbadkørkø. Hun er 70 år og i gang med at omdanne sit hus til at være nærmest selvforsynende og CO2-neutralt. Hun har stillet 25 kæmpe baljer vand rundt om huset til at opsamle regnvand fra himmel og tagrender. Baljerne er stillet oven på rækker af mursten, så vandet kan nå fra baljerne til planterne i haven uden andre hjælpemidler end en slange og tyngdekraften. Hun har ikke tænkt sig at drikke det, skal det lige pointeres, men hun vander sin have. Det gør man herude i ørkenen. Ellers har man nemlig lige pludseligt ikke nogen have i haven, men en ørken i haven. Hendes næste projekt gælder solceller, og lur mig om ikke vindmøller bliver det nye solceller efter det. Hun bliver vist aldrig færdig, så hun lever nok for evigt.

Det er IKKE en strand, og sandet ER hvidt. Mere herfra senere...

Nå, mennesker ældes, månen falder ud over jordens kant, træerne spiller strippoker i efterårsvejret og mit hår fortsætter med at vokse på noget af mit hoved. Apropos ting der skinner. Men jeg er ikke færdig endnu. Jeg har ikke fortalt om vores bustur fra San Francisco til Albuquerque. 30 timer med Greyhound. I selskab med flirtende kæmpemennesker, Slagteren og Skødehunden og fri fantasi.

Men det kræver vist et nyt indlæg: Med Greyhound gennnem USA.

En solnedgang der tog pippet fra os... Solen er gået ned bag bjergene, og det var blevet temmeligt mørkt, men pludseligt blev sollyset reflekteret på skyerne, og alt omkring os blev oplyst i et orange skær. Meget surrealistisk oplevelse... White Sands. Mere derfra senere som sagt.

Det er skræmmende så lidt indsigt amerikanere har i hvordan alkohol skal nydes i hjemlige rammer. Det er faktisk rystende! Ekstra Bladet burde rykke på det og PartyPatruljen burde genindsættes! Ikke at jeg kan huske en brøkdel af hvad Partypatruljen gik ud på, og i princippet er “Party” også et misvisende ord. Dansk hjemmedruk bør ikke associeres med Tupperware Parties, og har heller ikke meget at gøre med teenagetøser der inviterer til “paaardiiiii” eller rææætige hjemmedrenge der inviterer til “partay”.

Tupperware...?

Nåmen, her har du ifølge vores mangelfulde research tre muligheder for at indtage alkohol i en social sammenhæng:

- Man drikker man enten en flaske vin derhjemme og “smalltalker”. Buuuuuh!

- Man holder en kæmpe fest hvor hele footballholdet og cheerleaders kommer. Har man intet footballhold har man nok nogle typer der agerer som om de er stjerner på det lokale footballhold og tilsvarende for cheerleaders. Det handler i bund og grund mere om kønsroller end om footballhold… Buuuuuuh.

- Man går på bar, hvilket ikke er et dårligt alternativ. Det koster det halve og de fylder dobbelt i din drink… Buu…..

Dansktop...? usaTUP...! "Kææære lille mormor!"

For den forvændte, skarpe danske unge eller ældre mand eller kvinde, springer fraværet straks i øjnene. Hvor er vores “opvarmning til at gå i byen” eller “opvarmning uden at gå i byen” eller hvis-i-har-et-bedre-forslag type druk af? Præcis.

For at være helt ærlige. Så er vi sgu ved at være trætte af deres “smalltalk” og “vin” og “vi har naboer”.

Snaps og...

Derfor forsøgte vi i sidste weekend at missionere en gruppe af San Francicanske venner med hjemmedruk på god dansk manér: Hård spiritus der er god for maven, øl-lege og fritflyvende samtaler rundt om det samme bord. Så vi serverede snaps og tog øl-shots, og selv om entusiasmen varierede fra meget høj til ikke-deltagende, så vågnede vi i hvert fald op med tømmermænd…

Og hermed overlader jeg ordet til Casper og hans smukke dagen-derpå eventyr (som er sandt).

Det er sgu noget særligt. Ens hoved tager skade på en unik måde. Denne søndag vågende jeg op efter en af den slags og følte mig ualmindeligt beruset. Jeg var vitterligt beruset, ikke bagstiv, som var jeg stadig i gang efter en ”frisk luft pause” til en julefrokost.

Rastløst opsat på at komme ud af kælderen og genvinde min bevidsthed, væltede jeg sanseforvirret ud i badet og ind under den varme bruser.

Som jeg stod der, kiggede jeg forvirret på forhænget og greb mine øjne i at levere et sløret billedet til min hjerne. Ikke sløret som i synsbesværet, men sløret som om de, mine blå venner, ville spare mig for virkelighedens genvordigheder. Men hvilke genvordigheder?

Vandet havde ikke den ønskede effekt, men tilføjede med sin våde, tyngende vægt en fornemmelse af at noget ikke var rigtigt.

Jeg slukkede mistænksomt for bruseren og forsøgte igen at sanse mig til stedsfornemmelse, for velvidende hvor jeg var henne, var jeg ikke sikker på hvor jeg var henne. Jeg opfattede en bunke brugte håndklæder på gulvet. Stadig nøgen og med vandet dryppende af mig bukkede jeg mig ned, og som min hånd ramte det øverste håndklæde, foldede mine ben sig selvbevidst og hjalp min krop til rette i fosterstil på gulvet.

Vandet der drev af min krop og min hjertebanken fortalte mig noget. Jeg var ikke ubehagelig tilpas. Måske var jeg i sauna, det var det jeg var. En sauna indeni. Sløret for mine øjne sparede ikke kun for besværet med virkeligheden, men lod mig også vide at jeg havde fået nok. Tid til forandring, tid til at gøre krav på forandring.

Nogle gange når en aften forløber sig, må man vente til dagen, måske endda tiden, efter med at løbe med.  En snapsebrandert, kun en snapsebrandert kan være så oplysende. Godt der er så længe imellem dem.