I kernefamiliens trygge rammer

Nu er vi i Cowboyderland. Der er ingen busser, konservative over det hele, ørkenen er lige om hjørnet, og vi er kommet i kernefamilie. Vi bor i Alberkøkø. Albekuerku. Alberquque! AlberqHUARKE… Åhr fuck det. Det er en by i New Mexicos højlandsørken, og navnet lyder “som en hane der galer” (Courtesy of Erik).

Farvel San Francisco

Efter vi forlod kælderen i San Francisco og vores værter Sarah, Dave og Jazz (hunden), fik drukket farvel-og formentligt på gensyn-rom og cola med Cyrus, Kevin fra Maxfield og bartenderne på Velvet Cantina Pete, Grant, Darius, Allegra og så videre, efter at have sagt farvel til den snakkesaglige kioskmand som omhyggeligt udvalgte mine opmagasineringscigaretter ud efter om de var udstyret med rabatkuponer på 50 cent stykket, og efter en sidste løbetur efter bussen (Det var IKKE min skyld… selvfølgelig var det det, Casper er så punktlig) sidder jeg nu i en to-etagers villa i et fint republikansk kvarter og færdiggør den længste sætning jeg har skrevet inden for de seneste tre måneder. Efterfulgt. Af den kortest. Og så en indånding og et linjeskift.

Måneopgang fra villaaltanen

Nu bor vi med vores nye værter i en formidabel villa i Albuqaerwuer. Jim og Susan og deres døtre Symone og Kirstyn udgør vores lille kernefamilie. I modsætning til resten af nabolaget er de demokrater, så her er der ingen naboer der kommer rendende. Til gengæld har de mad i køleskabet, mad i fryseren, mad i skabet og varm mad på tallerknerne. Det er sandelig nye tider for os. De har også et lunt tv-rum med en stor blød sofa. Her sidder jeg, sunket ned et sted mellem et unødvendigt antal af puder. Jeg overvejer at udsende et mayday, men jeg kan ikke udpege mine eksakte koordinater. Kun rapporterer at de er bløde og behagelige.

Opråb til den indre eventyrer!

Man of the Mansion

Nå, jeg kan lige så godt sige det som det er. Efter snart 10 dage er der ingen tvivl i mit sind. Kernefamilien er bomben! Glem det der med at skulle ud og ”opleve verden”, ”møde nye mennesker” og ”udvide din horisont”. Find dig en passende mand/kone, byg dig et hus med soveværelser til alle, to badeværelser, en altan, en terrasse, et køkkenalrum, et læse-, lytte- og glorum og fyld det med hårde hvidevarer, bøger, katte, elektronik, klaverer, puslespil og… kærlighed… Og byg det for guds skyld i et rigt kvarter beboet af mennesker der stadig tror at en rigtig amerikaner er hvid.

Dona's of the Domus

Nåja bevares, husk i hvert fald at nævne for alle dine naboer at du synes Channel Fox er en gang manipuleret ævl, og at du har drukket dig stiv med Bill O’Reilly, som holdt et langt passioneret foredrag om den nøgne mandekrop. Gå gerne i detaljer, bare sørg for at de ikke kommer rendende i utide. Det er mental Feng Shui. Kernefamilien er bomben. Ingen tvivl. I hvert fald er det lige præcis hvad vi har brug for efter to måneder i en kælder i San Francisco. Man fristes næsten til at lægge sig i fosterstilling og stikke tomlen i munden. Moar!?

Arbejde, bestyrelsesmøder og dvd(‘er)

Nå, nok om det. Vi skal kun være i Alvergvørke i to uger, så det gælder bare om at nyde kernefamilien så intenst, at det bliver med en teenagers glæde at vi forlader den.

Ingen grund til bekymring... Det skrider fremad...

Hver dag tager vi med Jim på arbejde, køber eventuelt en kop kaffe og sætter os ind på vores kontor. Efter at have spist frokost og siddet på vores kontor i nogle timer mere tager vi hjem. Engang imellem tager vi til bestyrelsesmøde, sidder i udkanten og betragter og klapper behersket, når der en sjælden gang skal klappes. Når vi kommer hjem samles vi alle i køkkenet og snakker om dagens begivenheder, og om hvad det lige er der er med danskerne og amerikanerne og alle de andre mennesker. Så spiser vi middag sammen og mig og Casper lister ind og ser en dvd eller to eller tre eller fire.

Ona og hendes 25 baljers økosystem

Okay, vi har lavet lidt forskelligt. I sidste uge besøgte vi Ona, Caspers værtinde fra sidste gang han var i Adbadkørkø. Hun er 70 år og i gang med at omdanne sit hus til at være nærmest selvforsynende og CO2-neutralt. Hun har stillet 25 kæmpe baljer vand rundt om huset til at opsamle regnvand fra himmel og tagrender. Baljerne er stillet oven på rækker af mursten, så vandet kan nå fra baljerne til planterne i haven uden andre hjælpemidler end en slange og tyngdekraften. Hun har ikke tænkt sig at drikke det, skal det lige pointeres, men hun vander sin have. Det gør man herude i ørkenen. Ellers har man nemlig lige pludseligt ikke nogen have i haven, men en ørken i haven. Hendes næste projekt gælder solceller, og lur mig om ikke vindmøller bliver det nye solceller efter det. Hun bliver vist aldrig færdig, så hun lever nok for evigt.

Det er IKKE en strand, og sandet ER hvidt. Mere herfra senere...

Nå, mennesker ældes, månen falder ud over jordens kant, træerne spiller strippoker i efterårsvejret og mit hår fortsætter med at vokse på noget af mit hoved. Apropos ting der skinner. Men jeg er ikke færdig endnu. Jeg har ikke fortalt om vores bustur fra San Francisco til Albuquerque. 30 timer med Greyhound. I selskab med flirtende kæmpemennesker, Slagteren og Skødehunden og fri fantasi.

Men det kræver vist et nyt indlæg: Med Greyhound gennnem USA.

En solnedgang der tog pippet fra os... Solen er gået ned bag bjergene, og det var blevet temmeligt mørkt, men pludseligt blev sollyset reflekteret på skyerne, og alt omkring os blev oplyst i et orange skær. Meget surrealistisk oplevelse... White Sands. Mere derfra senere som sagt.