En snapsebrandert

- Caspers søndag morgen

Det er sgu noget særligt. Ens hoved tager skade på en unik måde. Denne søndag vågende jeg op efter en af den slags og følte mig ualmindeligt beruset. Jeg var vitterligt beruset, ikke bagstiv, som var jeg stadig i gang efter en ”frisk luft pause” til en julefrokost.

Rastløst opsat på at komme ud af kælderen og genvinde min bevidsthed, væltede jeg sanseforvirret ud i badet og ind under den varme bruser.

Som jeg stod der, kiggede jeg forvirret på forhænget og greb mine øjne i at levere et sløret billedet til min hjerne. Ikke sløret som i synsbesværet, men sløret som om de, mine blå venner, ville spare mig for virkelighedens genvordigheder. Men hvilke genvordigheder?

Vandet havde ikke den ønskede effekt, men tilføjede med sin våde, tyngende vægt en fornemmelse af at noget ikke var rigtigt.

Jeg slukkede mistænksomt for bruseren og forsøgte igen at sanse mig til stedsfornemmelse, for velvidende hvor jeg var henne, var jeg ikke sikker på hvor jeg var henne. Jeg opfattede en bunke brugte håndklæder på gulvet. Stadig nøgen og med vandet dryppende af mig bukkede jeg mig ned, og som min hånd ramte det øverste håndklæde, foldede mine ben sig selvbevidst og hjalp min krop til rette i fosterstil på gulvet.

Vandet der drev af min krop og min hjertebanken fortalte mig noget. Jeg var ikke ubehagelig tilpas. Måske var jeg i sauna, det var det jeg var. En sauna indeni. Sløret for mine øjne sparede ikke kun for besværet med virkeligheden, men lod mig også vide at jeg havde fået nok. Tid til forandring, tid til at gøre krav på forandring.

Nogle gange når en aften forløber sig, må man vente til dagen, måske endda tiden, efter med at løbe med.  En snapsebrandert, kun en snapsebrandert kan være så oplysende. Godt der er så længe imellem dem.